Lærerens tilrettelæggelse af undervisningen
Hvorledes kan man tilrettelægge et læringsfremmende læringsmiljø gennem et socialt syn på læring?
Knud Illeris
Knud Illeris definerer læring bredt som enhver proces, der hos levende organismer fører til en varig kapacitetsændring, og som ikke kun skyldes glemsel, biologisk modning eller aldring. Han bemærker også, at den valgte definition indebærer, at en række processer, der betegnes med ord som socialisering, kvalificering, kompetenceudvikling og terapi, falder ind under det valgte læringsbegreb og betragtes som særlige typer af lærerprocesser eller som særlige vinkler at opfatte læringen ud fra. (Illeris. 2011: s. 15)
Knud Illeris forsøger at udforme en helhedsorienteret og dækkende læringsteori. I stedet for, som så mange læringsteorier, kun at have fokus på de psykologiske, biologiske eller samfundsmæssige faktorer eller andet, som har betydning for den menneskelige læring, forsøger Illeris at lave en overordnet ramme som kan rumme de forskellige tilgange i et bredt perspektiv på læring. Illeris anerkender de forskellige teorier og tilganges betydning for læringsbegrebet, og mener samtidig, at de alle har noget at bidrage med.
Illeris beskriver sin teori i en læringstrekant. I trekanten opereres der med to processer, tilegnelse og samspil, og tre dimensioner, indhold, drivkraft og omverden, som beskriver læring. Illeris ser på forståelsen for, hvordan læring finder sted, og at al læring omfatter to forskellige processer, hvor begge processer skal være aktive, for at der sker en læring. De to processer, samspil og tilegnelsesprocessen, hvor samspillet er individets samspil med omgivelserne/omverdenen, såsom fra samfundet, og den sociale og påvirkninger, med udgangspunkt i den enkeltes tidligere læring og erfaring, hvorpå den nye påvirkning tilknyttes. Tilegnelsens processen er afhængig af omgivelsernes påvirkninger, med udgangspunkt i den enkeltes tidligere læring og erfaring, hvorpå den nye påvirkning tilknyttes. Når disse to processer er aktiveret, vil der påbegyndes en læring, der sætter gang i tre dimensioner, som indbyrdes spiller sammen. Disse tre dimensioner påvirker hinanden gensidigt i læringssituationen og kan derfor ikke ses udelukkende uafhængigt af hinanden. (Illeris. 2011: s. 35-43)
Den første del af læringsmodellen definerer Illeris som indholdsdimensionen, også kaldet den kognitive dimension. Denne dimension drejer sig om de konkrete kundskaber, meninger og personlige egenskaber en person opnår under læringen. Dette område, læringens indhold eller den kognitive dimension, har traditionelt udgjort det fremherskende fokus i læringsforskningen. Læring har altid både et subjekt og et objekt, dvs. der er altid tale om nogen, der lærer noget, og det er tilegnelsen af dette noget, som er læringens indholdselement. I indholdsdimensionen udvikles den lærendes forståelse, indsigt og formåen, dvs. at man bliver bevidst om det man ved, kan og forstår. (Illeris. 2011: s. 37-40).
Den anden af læringens dimensioner er drivkraftsdimensionen, eller den psykodynamiske dimension. Drivkraftsdimensionen indeholder motivation, følelser og vilje. I drivkraftdimensionen mobiliseres den energi, som læringen kræver. Det er vigtigt, at pointere at for at kunne motiverer eleven til at lære er det centrale, at udfordringerne appellerer og passer til elevens forudsætninger. Det vil sige, at de er afbalancerede, og at udfordringerne hverken er for små eller store. Hvis det ikke sker, så risikerer man at læringen går tabt fordi eleven ikke magter det.